Arbejdstøj og værnemidler: krav, klasser og hvem der betaler

Skal arbejdsgiveren betale arbejdstøj og værnemidler?

Ja, for personlige værnemidler. Arbejdsgiveren skal forsyne de ansatte med dem og betale for at købe, vedligeholde og rengøre dem, og værnemidlerne tilhører virksomheden. Almindeligt arbejdstøj og uniformer er ikke værnemidler, så værnemiddelreglerne siger ikke, hvem der betaler dem – det aftales i kontrakten eller overenskomsten.

Et personligt værnemiddel er udstyr, herunder beklædning, der skal beskytte den ansatte mod en risiko under arbejdet: reflekstøj, sikkerhedssko, høreværn, handsker, briller, hjelm og åndedrætsværn. Reglerne står i bekendtgørelsen om anvendelse af personlige værnemidler, som gælder i en ny udgave fra 1. juli 2026 (BEK nr. 612).

Der er to undtagelser. For arbejdsbeklædning og værnefodtøj kan arbejdsgiveren og de ansatte aftale at dele udgiften – i overenskomsten eller, hvor der ingen overenskomst er, direkte med de ansatte. Det gælder dog ikke udstyr i den højeste risikokategori (kategori III), fx åndedrætsværn og faldsikring, og heller ikke tøj, der bliver så forurenet, at den ansatte ikke forsvarligt kan vaske det selv. Det tøj skal arbejdsgiveren sørge for at rense – også når det er almindeligt arbejdstøj.

Værnemidler kommer sidst. De må kun bruges, når arbejdet ikke kan gøres forsvarligt på anden måde, fx med et mindre farligt produkt, en støjsvag maskine eller afspærring. Selvstændige uden ansatte er som udgangspunkt ikke omfattet, men de samme værnemidler er et fradrag som driftsudgift.

Kilder:[1] Retsinformation

Reflekstøj: hvornår skal man bruge klasse 1, 2 eller 3?

Reflekstøj skal bruges, når arbejdet kræver, at man er tydeligt synlig for trafikken. Klassen vælges efter trafikkens hastighed: mindst klasse 1 op til ca. 30 km/t, mindst klasse 2 ved 30–60 km/t og klasse 3 over 60 km/t. Mørke, regn, sne, tåge, modlys og tæt trafik kan kræve en højere klasse.

Klasserne er synlighedsklasser efter standarden for synlighedsbeklædning (EN ISO 20471): klasse 1 er lav, klasse 2 middel og klasse 3 høj synlighed. Tøjet skal være fluorescerende gult, orange eller rødt og samtidig reflektere lys, så man ses både dag og nat og fra alle sider. Det skal være CE-mærket, have et piktogram med klassen og antallet af vaske det tåler, og der skal følge en dansk brugsanvisning med.

Arbejdsgiveren vælger klassen ud fra en risikovurdering af den konkrete opgave, stiller tøjet til rådighed, instruerer i brugen og holder øje med, at det bliver brugt – og skiftet, når det er så slidt, snavset eller forvasket, at det ikke længere ses. Reflekstøj er et supplement, ikke en erstatning for afspærring, skiltning og lavere hastighed.

Skal liften, containeren eller bilen stå på det offentlige vejareal, kræver det normalt tilladelse fra vejmyndigheden – typisk kommunen – efter vejlovens § 80. Afspærring og skilte ved vejarbejde følger reglerne i bekendtgørelsen om afmærkning af vejarbejder (BEK nr. 393).

Kilder:[2] Arbejdstilsynet[3] Retsinformation[4] Retsinformation

Krav til sikkerhedssko

Sikkerhedssko – værnefodtøj – skal bruges, når arbejdet ikke kan udføres forsvarligt i almindeligt fodtøj. Tåhætte kræves ved risiko for klemning eller faldende genstande, værnesål ved søm og glasskår, og kemikaliebestandigt fodtøj ved olie, syrer og baser. Skoene skal være CE-mærket, passe til den enkelte, og arbejdsgiveren betaler.

Branchens vejledninger sætter grænsen for tåhætte ved tunge og uhåndterlige genstande over 16–20 kg eller med skarpe kanter. I byggeri er det fx radiatorer, kedler, døre, vinduer, gipsplader, malerspande og kantsten. I bygge- og anlægsbranchen er en kombination af tåhætte og værnesål normalt nødvendig.

Derudover afgør arbejdsstedet egenskaberne: skridhæmmende sål på glatte gulve, vandafvisende eller gummistøvler i vådt arbejde, isolering mod kulde og plads til termosokker om vinteren. Går man meget eller står på stiger og trapper, bør sålen være smidig og have separat hæl.

Sikkerhedssko mærkes efter standarden EN ISO 20345 med en kode som S1, S2 eller S3, der samler skoens beskyttende egenskaber – jo højere tal, jo flere egenskaber. Mærkningen skal vise type, klasse og egenskaber, og der skal følge en dansk brugsanvisning med. Tjek koden mod de risici, jeres APV har fundet, i stedet for at vælge den højeste klasse til alle.

Kilder:[5] Arbejdstilsynet[6] BFA Bygge & Anlæg[1] Retsinformation

Krav til høreværn: hvornår er støjen for høj?

Over 80 dB(A) i gennemsnit over en arbejdsdag – eller spidser over 135 dB(C) – skal arbejdsgiveren stille høreværn til rådighed, instruere i risikoen og tilbyde høreundersøgelse. Ingen må udsættes for mere end 85 dB(A) eller 137 dB(C). Kan støjen ikke bringes under det, skal der bruges høreværn fra arbejdets start.

Støjbelastningen regnes som gennemsnittet over en arbejdsdag på 8 timer. Kort tid med en meget larmende maskine kan derfor give lige så stor belastning som en hel dag med en mindre støjende. Er du i tvivl, skal støjen måles, og resultatet skal med i APV'en. Ansatte i støj over 85 dB(A) har også ret til en arbejdsmedicinsk undersøgelse.

Høreværnet skal passe til den enkelte og kunne kombineres med hjelm og briller. Ørepropper og ørekopper beskytter kun, når de sidder rigtigt, så oplæring er en del af pligten. Men støjen skal først bekæmpes ved kilden: støjsvage og vedligeholdte maskiner, afskærmning og kortere tid ved de larmende opgaver.

Grænsen på 85 dB(A) og pligten til at begrænse støjen ved kilden gælder også selvstændige, der arbejder alene – selv om de fleste arbejdsmiljøregler kun gælder arbejde for en arbejdsgiver.

Kilder:[7] Arbejdstilsynet[8] Arbejdstilsynet

Handsker, briller og åndedrætsværn til kemi og støv

Hvilke handsker, briller og hvilket åndedrætsværn et kemisk produkt kræver, står i punkt 8 i produktets sikkerhedsdatablad. Men først skal du prøve at skifte til et mindre farligt produkt eller en anden metode. Filtrerende åndedrætsværn må efter Arbejdstilsynets praksis højst bruges tre timer om dagen.

Arbejdstilsynet kalder rækkefølgen STOP-princippet: substitution, tekniske løsninger, organisatoriske løsninger og til sidst personlige værnemidler. Sikkerhedsdatabladets punkt 8 oplyser, når det er relevant, handsketypen, materialet, tykkelsen og gennembrudstiden, typen af øjenværn og det egnede åndedrætsværn og filter. Tjek, at databladet dækker den måde, I bruger produktet på.

Varer arbejdet med åndedrætsværn mere end tre timer om dagen, skal der fra starten bruges en turbomaske eller luftforsynet åndedrætsværn. Der skal holdes pauser, og brugte værnemidler skal rengøres og lægges på et fast sted eller smides ud, så ingen bliver udsat for kemien, når de tages af.

Kilder:[9] Arbejdstilsynet

Sådan klarer du værnemidlerne som arbejdsgiver

Find risiciene i APV'en, fjern dem, hvor du kan, og vælg derefter CE-mærkede værnemidler, der passer til opgaven og den enkelte medarbejder. Giv instruktion og en dansk brugsanvisning, sørg for at udstyret bruges fra opgavens start til slut, og udskift det, når det er slidt.

Medarbejderne har selv pligt til at bruge de udleverede værnemidler fra arbejdets begyndelse og under hele opgaven og til at sige til, hvis udstyret er defekt. Værnemidler er personlige: Hver medarbejder skal have sit eget sæt, og udstyret skal være rent, tørt og desinficeret, før det tages i brug.

Er værnemidlerne belastende at bære – fx åndedrætsværn i varme – skal arbejdet tilrettelægges med pauser eller kortere tid ad gangen.

1. Kortlæg risiciene i APV'en: trafik, støj, kemi, støv, faldende genstande, skarpe ting og glatte underlag.
2. Fjern eller mindsk risikoen først: afspærring, støjsvage maskiner, mildere midler og udsug.
3. Vælg CE-mærkede værnemidler, der passer til opgaven og til den enkelte – i flere størrelser.
4. Udlever dem gratis med dansk brugsanvisning, og vis, hvordan de bruges.
5. Følg op: bliver de brugt hele vejen, er de rene og hele – og hvornår skal de skiftes?

Kilder:[1] Retsinformation

Er arbejdstøj skattefrit for de ansatte?

Værnemidler og egentligt arbejdstøj – uniform, sikkerhedstøj og tøj, der bliver snavset eller slidt af arbejdet – er skattefrit for de ansatte. Almindeligt tøj med synligt firmanavn eller logo er skattefrit inden for bagatelgrænsen på 7.600 kr. i 2026. Almindeligt tøj uden logo beskattes.

Reglerne for tøj med logo – og hvornår det erstatter privat tøj – står i guiden om bilreklame og arbejdstøj med logo. Er du selvstændig, gælder fradragsreglerne for dit eget tøj: Specialarbejdstøj, sikkerhedssko og værnemidler er driftsudgifter, almindeligt tøj er ikke.

Kilder:[10] Skattestyrelsen

Værnemidler i servicefagene: typiske eksempler

Hvilke værnemidler der skal bruges, afhænger af opgaven, ikke af faget. Tabellen viser typiske risici og værnemidler i syv servicefag. Brug den som tjekliste til jeres APV – og vurdér altid den konkrete opgave. Fagene står i alfabetisk rækkefølge.

Mange opgaver hos kunderne kombinerer flere risici: En ejendomsserviceteknikers morgen med snerydning langs en vej kræver både reflekstøj, skridsikre sko og høreværn til sneslyngen.